søndag den 4. november 2012

SPITZENKLASSE FORELLEN!



Mange tyske lystfiskere har besøgt de danske fiskevande. I mange år var det fiskere i gule regnfrakker med kraftige surfstænger og tunge lodder, som fiskede fra strandene eller medefiskere ved de ferske vande, men det sidste årti er der dukket mange tyske fluefiskere op ved å og kyst. Fluefiskere som praktiserer det samme bevægelige fiskeri, som der er tradition for i Norden. Heldigvis går trafikken også mod syd. Således er flere og flere danske fluefiskere begyndt at besøge de fine fiskevande i Tyskland. Særligt de sydlige alpefloder har fået opmærksomheden og ikke uden grund, da der er fornemt fiskeri efter regnbue-, bækørred og stalling i vande, hvor der gennem mange generationer har været stolte traditioner for fluefiskeri.


Traumhaft Schön

Selv fik jeg muligheden for at prøve fiskeriet i de Bayriske alper i september, hvor jeg sammen med min gode ven Morten fiskede i Der Deutsche Traun og Der Weise Traun. Et spændende fiskeri med tørflue og nymfe efter til tider ret store ørreder. Vi fangede pænt med fisk - mest regnbuer men også en del bækørreder. Stallinger fangede vi desværre ingen af, men det er jo altid godt at have noget at komme igen efter. Fiskeriet i det spritklare vand var til tider svært, og særligt de store ørrederne inde i bymidten i Siegsdorf (Streetfishing) var mere end veluddannede, og de havde nok set en flueæske eller to i løbet af sæsonen. 



Der var mange gode oplevelser med både "nederlag og sejre" i løbet af de 4 fiskedage. Særligt 2 fisk på sidstedagen står i erindring. Jeg "fandt" en fin fisk i bagvandet i en større pool, hvor fisken cruisede rundt og jævnligt tog insekter på overfladen. En del af tiden ringede fisken inde under et klippefremspring, men den  bevægede sig også ud i åbent vand, hvor den kunne dækkes med et velplaceret kast. Efter flere præsentationer med forskellige fluetyper gav en lille skummyre (Oeland Ameise) # 20 pote, og efter en tur ned over et stryg kunne jeg lande en ca. 4 punds regnbue. Senere blev dagens sidste kast afsluttet med at en 5 punds regnbue, som tog en nymfe fisket blindt med indikator ovre i den mørke rende under modsatte brink. Efter en "Bulldog fight" kunne jeg tilfreds afslutte fiskeriet i skumringen.  



Nedenfor et par billeder og stemninger fra fiskeriet.











Sjovt nok mødte vi den sidste aften en god bekendt - Niels Aage Skovbo og hans fiskemakker Torben Slyngborg. De fiskede også i området, og boede på samme Gasthof som os. Det blev en hyggelig aften med Weissbier og en god snak om bl.a. ørred- og stallingfiskeri, skarv, glæden ved fluekroge ( 103BL, 206BL, H1A, L3A og ikke mindst K4A - blandt venner kaldt Kofi Annan!) og ikke mindst oplevelserne ved de sidste dages fine fiskeri.

Mødet med Sydtyskland var desuden en stor kulturel oplevelse med en stram daglig diet på minimum 3 l øl og dagens Schnitzel. Et par mere hyggelige billeder nedenfor viser lidt om livet i Bayern.

SERVUS!

Søren Rygaard Lenschow






Oktoberfest i den lokale fiskeklub


Kindergarden




1 kommentar: