onsdag den 15. juni 2016

LAKSEFISKERI ER DØDSENS FARLIGT - part I

Ung Søren Rygaard Lenschow med neoprenwaders, Nomad jakke og grilse fra Gaula


Laksefiskeri er vanedannende. Det ved enhver, som har bare en gang har prøvet at opleve "trækket", når laksen tager fluen. Laksefeber er farligt. Dødsens farligt! Det ved de fleste nok også, men de færreste har oplevet dette.

Jeg fik mine første erfaringer med laks på flue på familien Storhaugens vald ved Gaula i årene omkring 1990. Fiskede dengang med min onkel Ole (Ole Tusindben) og ikke mindst min faster Connie, som sørgede for, at vi ikke sultede. Et år - tror det var 1991 - startede vi en uges fiskeri midt i juli med flom. Den første dag var forholdene umulige med stigende grumset vand, men på andendagen ved middagstid begyndte elven at stabilisere sig, og vandet klarede en smule op. Vi fik hurtigt smurt madpakken, og roede over på den anden side af elven, hvor vi havde fiskeret på et ca. 400 m langt stryg med fine hvile og standpladser. Ved høj vandføring trækker laksen ofte tæt på land i den lave side af elven, så strækket var ideelt under de givne forhold.

Første tur nedover strækket blev brat afbrudt, da en fin grilse tog min "General Practitioner". Fisken gav en fin fight inden den blev strandet. 


Dagens første laks

Mens jeg bar laksen op til båden fortsatte min onkel Ole ned over strækket. Et par fiskere var startet på valdet neden for, og det tegnede til, at det ville blive en spændende dag. Snart var jeg også igang igen, og da jeg nærmede mig det farlige område, da blev der pludselig råbt højt på strækket nedenfor. 

En af fiskerne havde netop landet en stor laks, da han faldt om med hjertestop på bredden ved siden af fisken. En anden fisker, som netop havde hjulpet med at lande fisken, gik straks i gang med hjertermassage, mens jeg løb efter hjælp. Dengang var mobiltelefoner sjældne, men der fiskede en lokal nordmand på den anden side af elven, som havde en af disse moderne tingester. Jeg fik råbt ham op, og der blev ringet efter hjælp. Snart dukkede en lægehelikopter op fra Trondheim, som overtog genoplivningsforsøget. Umiddelbart uden effekt, og en god time senere hjalp jeg med til, at bære en båre med den omkomne fisker op til den nærmeste gård, hvor en ambulance ventede.


Laksen som tog sin fanger med

Eftermiddagen var nu gået, og vi måtte hellere komme hjem til Storhaugens gård for at berette, hvad der var sket. Vi pakkede taskerne og travede op til robåden. Ved den høje vandstand plejede vi at trække båden op i det rolige vand på valdet oven for, inden vi krydsede over Gaula, men nu var der en lokal lystfisker i gang med at fiske på dette stykke, så den næste halve time kunne vi ikke trække båden op og ro over , uden at forstyrre mandens fiskeri . Hvad skulle ventetiden bruges til. Fiske var en selvfølgelighed, skønt humøret umiddelbart ikke var til det.


Så kunne vi krydse elven

Jeg var ikke kommet ret langt ned på vores stykke, inden der igen var bud efter fluen. En fin mellemlaks på 5,5 kg havde taget fluen, og gjorde massivt modstand. Trods modstanden endte den også inde i vandkanten. Vi kunne nu ro over elven, og med to laks på skulderen, kunne jeg trave op til gården. 


Traveturen hjem til gården

Et par dage efter hørte vi, at fiskeren var afgået ved døden. Han var af sin læge blevet advaret mod at fiske laks, da det kunne være farligt med et svagt hjerte. Et klart valg, som man egentlig godt kan forstå. Hellere et par sæsoner med laksefiskeri end fem med bankospil eller golf.

Året efter var der en normand og søn, som fiskede på vandet oven for vores stykke af elven. De boede i en lille hytte ved elven. Vi snakkede flere gange sammen, og en aften nød vi en ildvand sammen ved bålet. En eftermiddag kom sønnen stærkt rystet ned til os. Faderen havde lagt sig til at sove, og var nu bevistløst. Det viste sig, at faderen havde sukkersyge, og han havde fået for lidt at spise dagen igennem, og var nu gået i insulinchok. Jeg kontrollerede luftvejene, og lagde ham i aflåst sideleje, mens min kæreste (den smukke kvinde jeg idag er gift med!) løb efter hjælp. Hjælpen kom frem, og et skud sukkeropløsning fik igen liv i nordmanden.


1 års fødselsdag fejret med laks fra Gaula

Siden har vi fisket i Gaula flere gange, men med småbørn blev laksefiskeriet for en årrække primært dyrket i det sydnorske, hvor køreturen var kortere, og der var fint med småørreder, som sønnerne kunne fiske med medetøj. Ofte passede min kone eller jeg på skift drengene, mens den anden part fiskede laks på flue. Et par ormelaks er endt deres dage under børnepasningen.

De senere år har jeg ikke svunget mine fluer efter fiskenes konge (ud over mere eller mindre helhjertede dage med laksefiskeri i det vestjyske). Måske er jeg blevet kureret ? 

Nej !

Om en god uge går turen igen til Gaula efter en pause på mere end 10 år. Denne gang med min onkel Ole Tusindben og min 14 årige søn Kristian. Det bliver stort. Mon ikke vi overlever!


Stram line 

Søren

Læs næste del af Laksefiskeri er dødsens farligt - part II
P.s.: Tilnavnet "Tusindeben" kom til, da vi en gang blev budt på en "liten" af en venlig nordmand ved Gaula, som forsigtigt skænkede af sin dyrebare skotske whisky. Da whisky'en var drukket spurgte min onkel, om han også gav en "til det andet ben", hvortil han nølende svarede "ja". Da drammen var skænket op, fortalte jeg, at derhjemme kalder vi Ole for "Tusindben".



Ole Tusindben

Ingen kommentarer:

Send en kommentar